Min Personlige Baggrund

Om at finde hjem i livets strøm

For nogle år siden modtog jeg dette kort på min fødselsdag, fra en ven jeg har i Tjekkiet.

Han vidste, at jeg havde tanker om at tage springet til at blive selvstændig og han syntes jeg skulle have udtalelsen til min hjemmeside:

Jeg blev rigtig glad og stolt over, at han oplever disse kvaliteter i samtaler med mig, selvom det ikke engang har karakter af terapi, når han og jeg taler sammen. For mig vidner det om - uden falsk beskedenhed - at jeg er lykkedes ret godt med at få foldet mine egne potentialer ud som menneske, og dermed også som psykolog.

Den lange rejse for personlig udvikling

Det er ikke noget jeg er kommet sovende til, kan jeg hilse og sige. Jeg har i mange år arbejdet med at få det bedst mulige psykiske velbefindende og deraf de mest velfungerende relationer til andre. Mit arbejde med mig selv har været drevet af en følelse af nødvendighed fra et smertefuldt sted såvel som min naturlige nysgerrighed på psykens kringelkroge.

"Leverpostej" - en sjælden motor for psykisk udvikling

En supervisor jeg havde engang fremhævede, at der er meget få, der går i terapi fordi de ønsker at "lære sig selv at kende" - de fleste går i terapi, fordi noget gør ondt indeni.

For som udtrykket lyder, følger de fleste tankegangen: "If it ain't broke, don't fix it!"

Denne tilgang kan dog også betyde, at man affinder sig med at føle sig "mellemtilfreds" igennem livet, fordi der ikke rigtig er noget, der "kradser" nok til, at man synes, det er noget man skal give særlig opmærksomhed til. Alle områder i livet - kæreste, venner, fritid og arbejde - føles måske sådan "fint nok."

Men - hvorfor egentlig stoppe dér?

Om at styre udenom midtlivskrisen

Jeg tror, at det er det, der tit ligger bag den berømte "midtlivskrise:" En dag runder man et skarpt hjørne og det går op for en, at livet er på lånt tid.

Måske man kigger tilbage på livet, der er fløjet forbi og tænker "var det det?"

I lang tid, når jeg kiggede tilbage, var jeg ærgerlig over, at jeg havde så svært ved at nyde livet i mine tidligere 20'ere. Det virkede som om jeg dengang gik glip af at udleve drømmen om det ubekymrede ungdomsliv. I dag kan jeg se, at hvis jeg ikke var kommet ud i nogle af psykens yderpunkter til den mere svære side, så havde jeg ikke fundet veje til at nå ud i psykens yderpunkter til den opløftende side. Som udtrykket lyder: "Never waste a good crisis!"

Det betyder, at jeg i dag har større adgang til følelser af lykke, meningsfuldhed, kærlighed, vitalitet, glæde, kreativitet, virketrang og forbundethed end jeg tror jeg ville have haft, hvis jeg havde haft det mere leverpostejs-agtigt og havde accepteret, at "sådan er livet nok bare."

"It's a wonderful life - if you can find it" (Nick Cave and the Bad Seeds)

Så - det er min mission at udbrede budskabet om, at sådan behøver det ikke være!

Livet kan føles sitrende magisk, livfuldt og meningsfuldt - og jeg kender mange veje dertil, for jeg har selv gået dem.

Jeg har som en del af min udviklingsrejse været i forskellige former for psykoterapi både individuelt og i gruppe og har afprøvet mange andre modaliteter som fx kropsterapi, breathwork, dans og indre rejser i udvidede bevidsthedstilstande.

"Nobody is anybody without a body"

Tilgange, der anerkender, at vores sind er kropsligt funderede, har særligt haft min interesse, da jeg har erfaret hos mig selv og andre, at de kan skabe dybere forandringer end mere "mentale," ordrige samtaleterapier.

Når jeg ikke er på arbejde, ses med venner og familie eller undersøger mine egne indre landskaber, befinder jeg mig allerbedst på dansegulvet. Dans er for mig et stærkt vitaliserende middel til at styrke forbindelsen til mig selv, andre mennesker og livet selv. Dansegulvet er også et sted, hvor jeg bearbejder stærke indtryk eller udvekslinger med andre. Det er dér, hvor krop og sind ikke kan deles op, som det er gjort i vores sprog. Det er der jeg bedst kommer i en tilstand af "flow" og det føles som et sted, hvor indre og ydre bevægelser går op i en højere enhed.

Om at finde sit flow

Flow er defineret ved en mental tilstand, hvor man er fuldstændig opslugt af en aktivitet, så handling, opmærksomhed og bevidsthed smelter sammen. Aktiviteten føles meningsfuld i sig selv og man ved præcis hvad man skal gøre.

Flow er mere og mere en tilstand, jeg lever livet ud fra.

Det vil være mig en stor ære og fornøjelse, at hjælpe dig til at finde dit flow.