Brainspotting

Dybere end ord kan nå

Øjnene er sjælens spejl, lyder en talemåde. Og måske er der mere en poetisk sandhed i det?

Brainspotting blev udviklet i 2003 af den amerikanske psykolog David Grand. Under en EMDR-session bemærkede Grand noget. Da han guidede klientens øjne til en bestemt position i hendes synsfelt, gik hun pludselig meget dybere i sin bearbejdning. Noget åbnede sig. Han begyndte at undersøge det nærmere, og opdagede det, han senere kaldte "Brainspotting."

Den grundlæggende ide er denne: traumatiske oplevelser og andet belastende, følelsesmæssigt materiale lagres ikke kun som minder, men som ubearbejdede erfaringer i kroppen og de dybere dele af hjernen – i det vi kan kalde den "gamle hjerne," de subkortikale områder, der fungerer under sprogets og den bevidste tankes niveau. Ind til de dele af os, hvor ord ikke rækker.

Hvilket kan være en af grundene til, at det at tale om svære ting ikke altid ændrer hvordan noget føles.

Et "brainspot" er en specifik øjenposition, der svarer til det sted, hvor svært materiale sidder fast i nervesystemet. Når øjnene hviler i dette bestemte punkt i synsfeltet, er det som om en dør åbner sig til de dybere lag af oplevelsen. Kroppen reagerer ofte – måske et skift i vejrtrækningen, en tyngde, et minde der dukker op, en følelse. Noget, der har været frosset fast, begynder langsomt at smelte.

Måske tænker du:

"Men hvad har min blikretning at gøre med det, der er lagret i mit nervesystem?"

Øjnene er i meget bogstavelig anatomisk forstand en forlængelse af hjernen. Det visuelle system har dybe forbindelser til de dele af hjernen, der er involveret i følelsesmæssig regulering, trussel respons og hukommelse – herunder amygdala, som man kan tænke på som hjernens alarmsystem, og hjernestammen, hvor vores mest primitive overlevelsesreaktioner bor. Når vi holder en position med øjnene, mens vi samtidig har vores opmærksomhed på noget følelsesmæssigt betydningsfuldt, ser det ud til at aktivere hjernens egen kapacitet til at bearbejde det, den endnu ikke helt har kunnet fordøje.

I den forstand deler Brainspotting noget fundamentalt med EMDR og IFS: en dyb tillid til sindet og kroppens egne selvhelende kapaciteter. Det er ikke terapeuten, der heler dig. Terapeuten skaber de betingelser, hvor dit eget system kan gøre det, det måske har forsøgt at gøre i lang tid – uden at systemet har kunnet klare det helt på egen hånd.

Man kan forestille sig den ubearbejdede oplevelse som en splint under huden. Kroppen ved allerede, hvad den skal gøre med en splint – den arbejder på at skubbe den ud. Men nogle gange har den brug for lidt hjælp til at finde den rette vinkel. Brainspotting hjælper på en måde systemet med at finde netop dét.

Det, der gør Brainspotting særligt interessant, er, at det virker under sprogets niveau. Mange har haft den oplevelse at vide, intellektuelt, at noget tilhører fortiden – og alligevel har kroppen ikke rigtig modtaget beskeden. Måske der for længst er en rationel erkendelse af det, der er sket – men maven føles stadig knuget, hjertet banker stadig hurtigt, de gamle reaktioner opstår stadig, som om faren er nærværende og reel.

Det skyldes, at traumer og dybe følelsesmæssige oplevelser ikke primært er lagret i de dele af hjernen, der tænker i ord. De lever i kroppen, i fornemmelser, i nervesystemets indlærte reaktioner på verden. Og de nås ofte mest effektivt gennem tilgange, der ikke kræver, at personen sætter alt i ord.

I en session med Brainspotting er der intet pres for at finde de rigtige ord til noget, der måske er uden for ords rækkevidde. Der er i stedet en invitation til at mærke efter – til at følge det, der opstår i kroppen, billederne, følelserne, fornemmelserne – mens øjnene hviler i en position, der ser ud til at have forbindelse til det sted, hvor det hele bor.

Det er en stilfærdig proces. Og til tider dybt bevægende.

Brainspotting bruges til traumer og PTSD, men også til angst, sorg, kreative blokeringer, præstationsangst og mange andre udfordringer, hvor noget ser ud til at sidde fast på trods af personens bedste forsøg på at komme videre.

Der er en kvalitet i brainspotting, der er svær at beskrive uden at have oplevet det. En slags stilhed. Et fokuseret nærvær. Fornemmelsen af, at noget, der har siddet fast i lang tid, begynder at bevæge sig. Mindet mister sin følelsesmæssige ladning og måske indtræffer en lethed, der ikke var der før.

Nervesystemet er klogere end vi tit giver det 'credit' for.

Nogle gange mangler det bare det rette sted at kigge hen.