Min Professionelle Baggrund

Uddannelse, arbejdsliv og erfaring

Jeg blev uddannet fra Aarhus Universitet i 2014 som cand.psych. og fik derefter arbejde i Silkeborgs ambulante voksenpsykiatri, hvor jeg har 10 års erfaring med behandling af angstlidelser, PTSD, OCD, depression og personlighedsforstyrrelser. Efter en flytning til København blev jeg i "traume-sporet" og har været ansat i 9 måneder i Fønix. Der har jeg arbejdet med traumebehandling af unge, som har været udsat for seksuelle overgreb samt støttet familier til at hjælpe den unge. Det betyder, jeg har fået erfaring med at arbejde systemisk, hvor der er stort fokus på, hvad de indbyrdes dynamikker i en familie betyder for den enkeltes velbefindende.

I 2024 kunne kalde mig specialist i psykoterapi med voksne. Det er en overbygning, som indebærer, at jeg har taget mange kurser og efteruddannelser, fået supervision af mere erfarne psykologer og selv har været mange timer i terapi ved specialister i psykoterapi. Det er således en form for kvalitetssikring af det psykologiske arbejde og betyder, at jeg både har bredde i min videnog dybde i min faglighed.

"For vi skal længere ind, vi skal helt ind i sindet..."
(Rytteriet, satireprogram på DR)

Min hovedretning har været den 3-årige uddannelse i intensiv dynamisk korttidsterapi (ISTDP) og jeg har derfor specialisering inden for det psykodynamiske.

Det betyder, at jeg særligt interesserer mig for de forhold ved psyken, som ikke lige viser sig med det blotte øje. Det vil blandt andet sige, at jeg har begreb om, at vi alle har nogle beskyttende lag omkring de mest smertefulde steder i vores indre liv. Disse beskyttende lag består af nogle forsvarmekanismer, som typisk har tjent os godt tidligere i livet, men i dag kan have nogle uønskede effekter.

Fx kan det at lukke ned for at mærke sine følelser have beskyttet en som barn, hvor man ikke havde så mange andre handlemuligheder, hvis man blev følelsesmæssigt overvældet. Som voksen kan det være blevet en "default mode" setting, således, at man rutinemæssigt er afkoblet fra sine følelser. Dette kan give anledning til ubehagelige tomhedsfornemmelser og at man går glip af de vejvisninger, et velfungerende følelsesliv bibringer. Det kan også give problemer i relationer til andre mennesker, som ikke kan mærke én og hvor de har én.

I terapi har man traditionelt arbejdet med at identificere disse mekanismer og forstå hvor de kommer fra. Hvis jeg sætter det lidt på spidsen (og det kan jeg nogle gange godt lide at gøre):

Det kan AI chatbots også hjælpe dig med.

Hvorfor så gå til psykolog?

En ting er at kunne se og forstå, noget andet er at ændre hvordan ens psyke fungerer til en version, der fungerer godt i nutiden og sætter en i stand til at leve sit bedste liv.

Det kan jeg hjælpe dig med.

AI kan ikke "systemopdatere" den menneskelige psyke. Det ville være smart (og også lidt uhyggeligt sci-fi-agtigt).

Der er så mange behandlingsformer, så hvordan finder jeg det, der virker bedst?

Jeg har heldigvis gjort den del af arbejdet for dig. Jeg har orienteret mig grundigt i mange forskellige terapeutiske retninger og har erfaring med, at visse behandlingsformer (i hvert fald i mine hænder) virker langt bedre end andre.

Sindet i kroppen, kroppen på sinde

Allerede mit speciale fra kandidatdelen på psykologi-studiet bar titlen "Sindet i kroppen, kroppen på sinde" i en fremhævning af, at sind og krop ikke alene er forbundne, men uadskillelige.

Mange vil kunne genkende, at man godt kan tænke alternative tanker om sig selv, og med sin fornuft tro på dem - men at man ikke helt kan mærke i sin krop, at disse tanker faktisk er rigtige.

Fx vil en person med PTSD vide med sin fornuft, at faren er drevet over og at de ikke er tilbage på traumetidspunktet, men alligevel kunne reagere med hjertebanken, sveden og trang til at flygte, når de befinder sig i situationer, der vækker minder om de traumatiske begivenheder. Kroppen er ikke så let at "tale til fornuft."

Det vidner paroler inden for traumefeltet som"the issues are in the tissues" og "the body keeps the score" om. Ofte er det ikke tilstrækkeligt at tale os til bedre psykologisk velbefindende, men vi må forbinde os med sansninger, impulser og bevægelser og erfare kropsligt, at situationen er en anden end dengang.

De terapiformer jeg har specialiseret mig i, har derfor alle en kropslig forankring.

Det betyder, at målet for en terapi ikke blot er at tænke anderledes, men at mærke kropsligt, at noget føles anderledes. I min erfaring gør det det meget lettere at handle anderledes.

Og kun "handling skaber forvandling" - ellers er terapi blot en form for intellektuel gymnastik.