EMDR

Hvis du vil, kan du kan høre/se en videopodcast hvor jeg taler om EMDR. 

Klik her for dette afsnit af Dybdepsykologi på Spotify. 

EMDR - er det det der med øjenbevægelserne?

EMDR betyder Eye Movement Desensitization Reprocessing. Måske det lyder meget mystisk og hypnose-agtigt med de der øjenbevægelser. Jeg forstår det godt - jeg havde det på samme måde før jeg lærte EMDR at kende. En af de finurlige ting ved EMDR er, at det kan virke selvom du på forhånd er lidt skeptisk!

Lad os derfor starte et lidt andet sted.

EMDR er en behandlingsform, der oprindeligt er udviklet til bearbejdning af psykologiske traumer. Den er på WHOs liste over anerkendte behandlinger af PTSD. I dag anvendes den mere bredt og også til mere komplekse former for PTSD, (C-PTSD / kompleks PTSD), hvor traumerne fx stod på over længere tid, foregik i vigtige relationer, gentagne gange og/eller tidligt i livet.

Behandlingen af kompleks PTSD er derfor også mere kompleks, og EMDR forklares derfor ud fra et enkelttraume, selvom EMDR tilgangen anvendes med god effekt til kompleks PTSD.

For uanset er præmissen den samme.

Og den har paralleller til andre processer i vores system.

Har du fx nogensinde tænkt over hvor forunderligt det er, at hvis du får en rift, så skal du blot rense såret og så vokser den sammen helt af sig selv?

Vi er så vant til, at kroppen heler sig selv.

Jeg har nogle gange været til en dansefestival, danset mange timer i træk, gået i seng helt udmattet og øm i kroppen for næste dag at vågne op og føle mig frisk og bevægelig. Under søvnen har kroppen arbejdet hårdt på at reparere mine celler, og jeg skal stoppe op og tænke over det med taknemmelighed, for ikke blot at tage helingsprocessen for givet.

På samme måde er der selvhelende kræfter i vores sind.

Det lyder måske lidt flippet. Ikke desto mindre går alle mennesker svære ting igennem, som vores sind kan få til at falde på plads, så vi oplever en form for orden i vores forståelse af verden, os selv og andre.

Helt af sig selv.

Typisk sker denne proces, ligesom med resten af kroppen, når vi sover eller på anden vis giver hjernen ro til det. Der sker en form for indre oprydningsarbejde hver eneste nat.

Men. Hvis der sker et chok i systemet og vi oplever noget der "ikke passer ind," så kan vores selvhelende system blive overvældet. Hvis vi fx bliver udsat for et umotiveret overfald, en trafikulykke eller anden form for ekstraordinær belastning, da kan oplevelsen rumstere i systemet, lidt på samme måde som mad, der er svært at fordøje.

Vores "psykiske fordøjelsessystem" kan ikke fordøje det der skete og vi kan ikke finde en "hylde" at placere oplevelsen på.

Vi ved fra forskningen, at man også her kan komme sig uden store psykiske mén, især hvis man har god støtte i sine relationer. Men nogle gange vil vi blive ved med at have efterreaktioner på det der skete. Når vi ikke kan sætte det, der er sket ind i en meningsfuld sammenhæng, bliver det ved med at forstyrre i vores system og give ubehag hver gang vi mindes om det.

Hvis chokket er tilpas stort eller hvis vi er meget unge, idet det chokerende sker, kan mindet blive frosset fast i tid, i samme rå form, som da det fandt sted.

Alle detaljerne fra traumet er på en måde inde i en "kapsel" i tid og rum. Fordi de rå og ufordøjede minder er ubehagelige at tænke på, vil vi have tendens til at undgå dem. Måske vi lykkes med at holde det "ude fra livet" ved mere eller mindre ubevidst at skubbe det væk.

Vores sind kan nemlig reagere på overvældelse ved at forsøge at undertrykke minderne om det der skete. Blot for, at minderne dukker op og overvælder én følelsesmæssigt på tidspunkter, hvor man ikke er så meget på vagt. Fx når man skal sove - idet søvn altid indebærer at give slip på mental kontrol. Det er som om hele "kapslen" åbner sig og alt det ubehagelige indhold vælter ud. Og man bliver overvældet igen. Tit vil der derfor være en "ond cirkel" mellem undgåelse og overvældelse. Det kan gøre, at vi både indskrænker vores liv, føler os konstant stressede og ude af kontrol.

Måske vi stopper med at tage steder hen, der minder os om det der skete, undgår sanselige stimuli, der minder om dengang traumet fandt sted og måske vi holder os (mentalt) beskæftiget for at distrahere os selv fra, at tankerne går netop derhen.

Faktisk fungerer traumatiske minder lidt på samme måde som en badebold under pres.

Kan du huske fornemmelsen af at lægge hele kroppen på en stor oppustelig badebold for at presse den under vandet? Af en eller anden grund har mange af os gjort det forsøg. Måske du genkalder, at badebolden udøver modpres, at du bruger mange kræfter og alligevel sker der det på et tidspunkt, at badebolden "smutter," popper op fra vandet. "Tryk avler modtryk." Du falder ned i vandet og når du kommer op, fylder badebolden hele dit udsyn.

Sådan er det også med ubearbejdede, traumatiske minder. Du kan godt kæmpe imod dem, men på et tidspunkt vil dine kræfter slippe op og minderne vil tage plads i dit sind.

Hvor kommer det selvhelende ved sindet ind i det? Det lyder jo ikke så smart?

Sindet forsøger faktisk ved genoplevelserne at få dig til at fordøje det der skete. Sindet viser dig, at det der skete i fortiden, stadig er forstyrrende, og ikke har fundet sin plads. Problemet er bare, hvis det er meget ubehageligt at tænke på mindet, da vil de fleste af os instinktivt undvige sindets forsøg herpå. Måske fordi der er kommet lidt "grus i maskineriet." På samme måde som der kan komme skidt i et sår, der gør såret betændt.

Noget af det, der kan gøre, at et minde stadig føles meget svært at forholde sig til, er hvis sindet har placeret det på nogle "hylder" der fx giver os skam, men en følelse af kontrol ("det var min skyld"), konstant alarmberedskab ("verden er et farligt og totalt uforudsigeligt sted") eller forringer relationerne til andre ("jeg kan ikke stole på nogen").

Derfor gør vi to ting i EMDR.

Den ene er at vi på "kontrolleret vis" konfronterer det svære minde. Sammen åbner vi "kapslen" og kigger på hvilke negative tanker du har om dig selv, når du tænker på det der skete og hvordan du mærker ubehaget i din krop. Når mindet er aktiveret - kapslen er åben - kan det nemlig kobles på al den viden og erfaring du har, som fortæller en anden historie ("det er overstået," "det var ikke mit ansvar," "jeg er god nok" ...) 

Og det er nu, øjenbevægelserne kommer ind i billedet.

For når mindet er "aktivt", sætter vi skub i dit selvhelende system.

I EMDR bruger vi faktisk bare det med øjenbevægelserne som et middel til at få gang i hjernens naturlige evne til at bearbejde psykologiske oplevelser. Når øjnene bevæger sig fra side til side, er der kontakt til begge hjernehalvdele og derfor til erfaringer du har gjort dig i dit liv og den viden du har, bliver mere tilgængelig.

Det er ikke kun øjenbevægelser der kan det, men al side-til-side stimulation som at "tappe" på hver side af kroppen, høre en lyd skiftevis i det ene, så det andet øre og så videre. Man ved ikke præcist hvorfor det virker så godt - man ved bare, at det virker bedre end at lade være (netop dét spørgsmål er nemlig blevet grundigt undersøgt i forskningen).

Og du er ikke alene. Du har også din EMDR-psykologs regulerede nervesystem, erfaringer og viden og hendes fulde, venlige opmærksomhed på dig og din helingsproces.

Men - en af de andre ting, jeg er begejstret over ved EMDR er, at du vil mærke forandringen komme indefra. Det er dit selvhelende system, der får hjælp til at lægge mindet eller minderne på plads, på en måde, så de ikke længere forstyrrer dig i dit liv. Selvfølgelig kan jeg komme med små input hvis du har brug for det, men langt hen ad vejen er det din egen hjerne, der foretager det helbredende arbejde. Det giver selvtillid.

Når mindet er bearbejdet, vil det føles neutralt at tænke på. Det, som før var fyldt med ubehag, er nu et fjernt minde. Du vil ikke længere tænke dårligt om dig selv, når du mindes det ubehagelige der skete, men kunne tænke en neutral eller ligefrem positiv tanke om dig selv. Inden for kort tid er der sket en forvandling af mindet. 

Vi kan ikke ændre hvad der skete i fortiden. Men vi kan ændre hvordan fortiden føles.