Psykedelisk integration - når terapi på turbo må ned i gear

18-02-2026


"Psykedelika" betyder sinds-manifestation og betegnes også som "uspecifikke forstærkere af det ubevidste." At være på psykedelisk "rejse" kan derfor føles som terapi i topfart.

I de senere år er interessen for psykedelikas helingspotentiale steget og der forskes flittigt i emnet. Selvom psykedelika stadig ikke er lovligt at bruge i de fleste dele af verden, har den øgede bevågenhed på psykedelika og resultaterne fra studier af psykedelika brugt i forbindelse med terapi alligevel betydet, at flere har vovet sig ud i at eksperimentere med brugen heraf.

Psykedelika er kraftfulde midler, som kan medføre store, indre omvæltninger på kort tid, og det er altafgørende hvordan man møder sig selv og det psykiske og spirituelle "materiale," der er kommet frem.

Brug af psykedelika i en introspektiv sammenhæng kan afstedkomme mange indsigter, opdagelser og følelsesmæssige gennembrud inden for kort tid. Det kan skabe noget "turbulens" i ens psyke, idet psykedelika kan rykke ved de gængse opfattelser både af en selv og af livet i det hele taget.

For nogle er det tilstrækkeligt at vende oplevelserne i fortrolige rum med andre, der har prøvet lignende. Dertil har Center for Psykedelisk Dannelse (CEPDA - tryk for link i nyt vindue) delingscirkler for deres medlemmer.

For andre kan det være mere hjælpsomt at arbejde med en professionel, der har kendskab til psykedelika, for at mindske skadelige effekter og øge det positive udbytte.

Inden for det psykedeliske felt tales der om, at psykedelika kan skabe en "destabilisering" af de eksisterende psykiske strukturer i sindet/kroppen og det kan nogle gange være så voldsomt, at man har brug for at arbejde med de indsigter og åbninger af følelseslivet i et mere roligt og grundigt tempo.

Her kan det være godt at få hjælp til integration af psykedeliske oplevelser. Dette er ud fra et princip om skadesreduktion. hvor der ikke opfordres  til brug, men tilbydes ufordømmende hjælp at hente til dig, der allerede har anvendt psykedelika. Så du bedre kan forstå de oplevelser du har haft og omsætte dem til positive forandringer i dit liv. 

Terapiformer som fx IFS og EMDR vil kunne hjælpe dig med at "binde de løser ender sammen," så du får ro på nervesystemet igen. Da kan du bedre bruge indsigterne og erfaringerne fra psykedeliske åbninger konstruktivt i dit liv.

Det samme gør sig selvfølgelig gældende, hvis du har haft andre følelsesmæssige kriser eller spirituelle åbninger, der er fremkommet spontant eller på helt sober vis, fx ved breathwork, kropsterapi, meditation eller anden psykosomatisk/spirituel praksis.

Kærlighedens alter - når "the love drug" ikke føles så kærligt længere

Jeg har særligt interesseret mig for forskningen i MDMA-assisteret psykoterapi, idet jeg i mange år har arbejdet med psykologiske traumer og der er forskning, som tyder på en markant positiv effekt af MDMA-assisteret psykoterapi for PTSD. 

Det har betydet, at jeg har den teoretiske del af MAPS' uddannelse i MDMA-assisteret psykoterapi for PTSD. Jeg er altså ikke udøver af MDMA-assisteret terapi, da dette kun er lovligt i forskningssammenhænge i Danmark

Alligevel deltog jeg for noget tid siden i en podcast Dybdepsykologi om netop MDMA-assisteret terapi, som du kan se eller høre her:

For nogle kan MDMA virke som en "mildere" form for psykedelika. Nogle kender det som et "party drug," der kan give forbedret kontakt med andre mennesker og ekstatiske oplevelser til musik (som dog typisk er en form for brug, der har en regning "mandagen efter.")

Der er typisk mindre kraftige hallucinatoriske oplevelser end ved mere klassiske psykedelika og under påvirkning af MDMA reduceres angst og skam. Det kan betyde, at man under påvirkning er meget mindre forsvarspræget end ellers, da vores forsvar beskytter os mod ubehagelige erkendelser om os selv og vores liv. Men det er ikke altid så let bagefter, hvor de vanlige forsvar kan være tilbage. Det kan være sådan, at de erkendelser, man kunne "tage ind" omkring sig selv og livet under påvirkning, igen vækker skam eller angst. Det gør det svært at omsætte disse erkendelser til ændret adfærd.

Det kan også være der under påvirkning er dukket noget op, der virker som hidtil uerkendt traumatisk materiale, som er rystende at forholde sig til efterfølgende. 

Det kan altså være, der er kommet nogle "sandheder" på bordet, som man kunne møde med overskud under påvirkning, men som er sværere at kapere efterfølgende. 

Fx er det et kendt fænomen, at par, der sammen har taget MDMA for at komme tættere på hinanden, kan afsløre "alt godt fra under gulvtæppet" og møde hinanden med rummelighed i det svære - for så i tiden efter at blive "ramt af virkeligheden" uden MDMAs blødgørende påvirkning. 

Jeg mindes et gammelt citat fra filmen "A Few Good Men,"  der i et hektisk krydsforhør i en retssag bliver råbt af Jack Nicholsons karakter:

"You want truth? You can't handle the truth!  (se klippet her)

Har man alligevel bevæget sig ud i brug af det, der nok er det tætteste vi kommer på "sandhedsserum" kan det være godt givet ud at få lidt hjælp til kærligt at kigge det i øjnene.  

For når alt kommer alt, så kan hemmeligheder jo ikke sådan lige rulles tilbage under gulvtæppet. 

Og autenticitet i relationer er alligevel det der giver ilt, så flammen ikke dør. 

(Mere herom i et senere blogindlæg).  




    Share